Der findes mange variationer over temaet tærter. Basis er en grov tærtedej, hvor fyldet kan varieres.
Denne opskrift baserer sig på Amo’s grove tærtedej. Opskriften gælder til 4 personer.
- 120 gram hvedemel
- 60 gram grahamsmel
- 100 gram koldt smør
- 3 spsk. vand.
- Rasp
Skær fedtstoffet i tern og kom det i melet. Findel det og tilsæt vand.
Ælt dejen sammen. Kom dejen i en smurt form og tryk den flad, så den dækker formens bund og op ad siderne. Prik en række huller i dejen med en gaffel. Drys et lag rasp over bunden.
Kom det i ovnen ved 170 grader i 20 minutter.
Mens dejen bager, laves fyldet af følgende ingredienser:
- 2 små løg
- 3 porrer
- 3 æg
- 5 dl creme fraiche 18%
- Salt
- Muskatnød
- 200 mozarella
- Smør
Løgene skrælles og skæres i små stykker. Porrerne snittes i tynde skiver.
Kom smør i en gryde og svits løgene. Herefter kommes porrer i. Lad det simre ved svag varme mens dejen bager.
Æggemassen laves ved at piske æg, creme fraiche, slat, muskatnød og mozarella sammen.
Når dejen har bagt i 20 minutter fordeles porre-løg massen på tærtebunden og æggemassen hældes over. Herefter sættes tærten tilbage i ovnen i ca. 20 minutter ved 170 grader. Tærten er færdig når æggemassen har fået en svag brun farve jævnt fordelt på overfladen.