Dette er en meget nem og hurtig tilberedt fiskeret, som smager så godt, at den er en sikker succes. Smagen af laks og grøntsager med en sur/sød sovs er bare guf.
Til 4 personer.
Ingredienser:
4 laksefileter uden skind – ca. 125 gr. pr. person.
3-4 porrer
¼ kinakål
Sauce:
2½ dl fløde 13%
2 spsk eddike
1 spsk dijonsennep
5 spsk tomatketchup
1-1½ tsk karry
Salt
Friskkværnet peber
Fremgangsmåde:
Dup laksefileterne tørre og drys med lidt salt
Gør grøntsagerne i stand, skær dem i strimler og kog dem 3 minutter i letsaltet vand. Lad dem dryppe meget godt af og fordel dem i bunden af et lavt, ovnfast fad. Læg laksefileterne ovenpå – skær dem evt. i mindre stykker først. Rør alle ingredienserne til saucen sammen og fordel dem over laks og grøntsager, så alt bliver dækket.
Sæt fadet utildækket i en 225 grader varm ovn i 20-25 minutter, til alt er mørt, og overfladen har en fin farve. Server godt madbrød til retten.
Tips: Der kan bruges andre fisk, f.eks. hellefisk, sej, kulmule eller torsk. I stedet for brød kan man også bruge kartofler.